Style din lejlighed før du sælger - 6 enkle tips

1. Tænk over lejlighedens potentielle målgruppe
Det er muligt at tiltrække en bestemt gruppe af købere alene ved at style dit hjem. Du kan selv vurdere, hvorvidt din lejlighed og dens beliggenhed er egnet til yngre par, familier eller ældre. Familier lægger større vægt på flere badeværelser og opbevaringsrum. Ældre personer er derimod mere opmærksomme på, at lejligheden er let at befærdes i.

2. Gennemgå de ting, som du ikke længere har brug for
Gennemgå alle værelser i din lejlighed og tænk over, om der er nogle møbler i lejligheden, der er ubrugelige og som kan gives væk eller opbevares et andet sted under salgsprocessen. Overfyldte rum kan let forhindre et muligt salg, da det blandt andet kan få din lejlighed til at fremstå mindre, end den reelt er. Du behøver ikke at give dine ting og møbler væk, du kan blot få dem opbevaret i et depotrum.

Når du styler din lejlighed, er det vigtigt, at du sikrer, at formålet med hvert enkelt værelse fremgår tydeligt. Soveværelset skal ligne et soveværelse og ikke et opbevaringsrum, hvor tøj og diverse andre ting, ligger og flyder på gulvet. Det samme gælder de andre rum – de skal fremstår brugbare og ryddelige.

Den egentlige styling begynder, når du skal flytte alle dine personlige genstande ud af syne. Det er også en god idé at fjerne alle personlige papirer og dokumenter såvel som tegninger og post-it noter på køleskabet. Antallet af synlige billeder bør også minimeres.

Det første, som de potentielle købere bliver mødt af, er entreen i lejligheden. Det er derfor vigtigt, at du kun lader de mest nødvendige ting blive her.
Garderober, opbevaringsrum og skabe bør også rengøres, da du godt kan regne med, at dine skabsdøre bliver åbnet under diverse fremvisninger, da de potentielle købere ofte er interesserede i at se, hvor meget opbevaringsplads der er.

Du kan style dit badeværelse før et salg ved at gemme make-up, børster, barberskrabere, krøllejern, tandbørster og andre hygiejneprodukter væk. Derudover er det også en god ide at gemme badekåber og håndklæder væk.

3. Foretag en komplet rengøring
Når du har gennemgået alle de ting, som du ikke længere har brug for, er det nemmere at foretage en komplet rengøring. Alle overflader i lejligheden, inklusiv vinduer, skal renses. Beskidte vinduer efterlader nemlig et dårligt indtryk – selv i en ellers skøn lejlighed. Lyset, der skinner ind igennem de rene vinduer, giver også lejligheden et bedre lys.
Du bør desuden rense dine planter og smide de visne planter ud.

4. Skab en harmonisk atmosfære
Tænk over, hvordan du kan få alle dine rum til at fremstå så rummeligt som muligt - du får langt mere plads ved at sortere ud i dine ting. Lyse og neutrale farver, såsom hvid, lysegrå og beige fremstår som behagelige farver for mange, og du kan derfor med fordel vælge at holde lejligheden lys og kombinere med nogle enkelte kraftige farver, der går igen i hele lejligheden på f.eks håndklæder og puder. Du bør dog være opmærksom på, at du ikke bruger for mange eller alt for kraftige farver.
Et god råd er at stoppe op foran ehvert rum og tænke over, hvad du først får øje på - her vil et kamera være meget hjælpsomt.
Tag derefter et billede og bedøm ud fra det, hvad der har brug for en styling. Det er lettere at betragte de forskellige farver, skygger, kontraster og forstyrrende objekter ud fra et billede end med egne øjne.

5. Fokusér på lyset
Åbn gardinerne og lad solens stråler fylde hele lejligheden med lys. Sørg for, at der er nok lamper i lejligheden, så der ikke er nogen hjørner, der bliver efterladt i mørke. Du kan få lejligheden til at fremstå endnu mere hjemlig med stearinlys, og hvis der er et ildsted i lejligheden, kan ilden også være med til at skabe en hyggelig atmosfære udover at afgive varme.

6. Få styr på de sidste ting inden hver fremvisning
Selvom du er færdig med at rydde op og sortere i de ting, du ikke længere har brug for, er der stadig nogle ting, der bør ordnes før enhver fremvisning af din lejlighed.
Sørg for at luften i lejligheden er så frisk som mulig ved at støvsuge og lufte ud i hele lejligheden. Rens wc-skålen, håndvasken og tør overfladerne af på badeværelset. Du bør også rengøre køkkenets overflader og tage skraldet ud.